Syndsforladelse og anger

Den menneskelige race er svagelig og let tilbøjelig til ondt, og det er næppe muligt, at alle ikke skulle være prøvet med åndelige sygdomme; og af denne grund blev det helbredende præstedømme givet til at helbrede frit. ”Forlader i nogen deres synder, er de dem forladt”. ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge” og igen: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til anger”.

Lignelserne om den fortabte søn, de hundrede får og de to skyldnere havde desuden til formål at vække synderes håb og at åbne for dem omvendelsesporten, som fører til himmelen og bringer himmelsk glæde. Til det samme formål gælder sagen om Peter efter hans benægtelse af Kristus og Paulus efter hans forfølgelse og kvinden, som var en synder, tolderen og tyven på korset.
Derfor gælder det for troende, når de, gennem deres menneskelige naturs svaghed ikke kan være dydige og bliver overvundet af synd, at dele deres sygdomme med de åndelige læger, så de derved gennem syndsforladelse og soning kan få helbredelse for deres sjæle og efterfølgende gå og deltage i Herrens festmåltid i renhed, i overensstemmelse med påbuddet fra den fremtrædende læge, som skriver således: ”Vor Herre har givet omvendelsesmedicinen til lærde læger, som er kirkens præster. Hvem der så end Satan har kastet i syndens sygdom, lad ham komme og vise sine sår til Den Vise Læges disciple, som vil hele ham med åndelig medicin”.

Disse ting vil med sikkerhed være resultatet, hvis de er udført i tro og ikke på en verdslig måde, for ”alt hvad der ikke er af tro, er synd”. Ligesom nogle, for pengenes skyld, har gjort denne hellige ting til en vare og en kilde til verdslig fortjeneste.